Tema: Minerydning

Minerydning i Yemen

Mød fire yemenitter, der lever med faren fra miner og andre eksplosive krigsrester lige uden for deres hoveddør.

Støt
Mød fire familier, der lever med dødsensfarlige miner skjult rundt omkring i deres lokalområde i Yemen.

Mød fire familier, der lever med dødsensfarlige miner skjult rundt omkring i deres lokalområde i Yemen.

"Jeg kan ikke glemme det"

29-årige Mohammed åbner sin notesbog. Hver side er fyldt med hans omhyggelige håndskrift. Navne og detaljer på mennesker, der er blevet såret af landminer eller anden eksplosiv ammunition. Der er tre sider med navne fra hans nærområde, bare for den seneste måned.

Mohammad blev fordrevet af konflikten i 2018. Nu bor han i Khoka, hvor han i fire år har arbejdet for at hjælpe sårede civile. Alene og ulønnet arrangerer Mohammed transport og lægehjælp til mennesker, der bliver såret af landminer og andre eksplosive krigsrester.

"Da styrkerne forlod min landsby, vendte min brors familie tilbage til deres hjem. Min nevø kom ind i huset og fandt en eksplosiv anordning. Det eksploderede, og han blev dræbt. Jeg så hans krop lige foran mig. Når du ser sådan noget, ændrer det dig. Jeg kan ikke glemme det."

Han har givet folk i området sit telefonnummer og bedt dem om at ringe, hvis der sker en ulykke.

"De fleste af de sårede er børn. Når de finder en mine, en raket eller en granat, ved de ikke, hvad det er. De bliver nysgerrige og begynder at lege med genstanden, og så går det galt," fortæller Mohammed.

"Vi har brug for fred"

"Vi har brug for fred"

Men det kan ske for alle, forklarer han. En mand fra området mistede for nylig begge sine ben i en landmineulykke. Han har 12 børn. Før ulykken var han håndværker, men nu kan han ikke arbejde. Så hans 14-årige søn prøver nu at finde et job, der kan forsørge familien.

"Nogle gange tænker jeg på at give op, fordi der er så mange ofre og ikke nok støtte. Men hvis jeg ikke gør dette arbejde, hvem vil så? Nogen er nødt til at hjælpe. Vi har brug for folk til at rydde minerne, biler til at køre folk på hospitalet og penge til behandling. Og jeg har brug for en løn, så jeg kan fortsætte arbejdet og forsørge min familie. Men mest af alt har vi brug for fred. Vi vil have vores trygge liv tilbage."

Fanget i bilen efter eksplosion

Saeed var på vej for at besøge sin søster på hospitalet i Mokha, da ulykken skete. Bilen, han kørte i, ramte en landmine, som eksploderede øjeblikkeligt. Den dræbte hans treårige datter og sårede hendes niårige søster.

"Efter eksplosionen var jeg fanget i bilen og vidste ikke, at min lille datter var blevet dræbt. Der gik en time, før nogle mennesker fra landsbyen kom forbi. De bragte mig og min store datter til hospitalet."

Ulykken efterlod Saeed traumatiseret og med fysiske skader, der gør ham ude af stand til at arbejde. Hans syvårige søn Mohammad har forladt skolen og arbejder sammen med andre bønder i området for at forsørge familien.

Saeed er hver dag bange for, at et af hans børn kommer ud for endnu en fatal ulykke - og med god grund.

"For nylig fandt jeg en raket på vores mark. Vi havde ikke mulighed for at bortskaffe den på en sikker måde. Så vi flyttede den fra marken og gemte den i en busk, så børnene ikke kunne lege med den."

"Vi ønsker livet, som det var før"

"Vi ønsker livet, som det var før"

Landsbyen, hvor familien har et hus, er også mineret, så ingen tør bo der længere. Og selvom der er brug for en ny brønd i området, undgår familierne at grave efter vand. De frygter, at de kan ramme en mine, fortæller Saeed:

”Jeg fortæller min historie til alle dem, der kæmper for at stoppe konflikten. Vi ønsker bare, at livet bliver, som det var før."

Livsfarligt at lege udenfor

Eman husker tydeligt den dag, konflikten i Yemen kom til familiens område i Mowza på Yemens Rødehavskyst.

"Lyden af kampene var øredøvende. Vi så missiler og kampfly flyve henover vores hoveder. Det var da, vi besluttede at forlade vores hjem. Vi havde ikke nogen bil eller andet transportmiddel, så vi rejste til fods."

Efter to år på flugt fra angreb vendte Eman og hendes syv børn tilbage til deres hjem, en lille stenhytte midt i ørkenen. Men selvom der ikke længere er aktive kamphandlinger i området, er faren stadig helt tæt på: Emans hus ligger midt i et stort minefelt.

"Da vores børn legede i nærheden, fandt de nogle miner, som de begyndte at lege med. Det var sådan, vi fandt ud af, at de var der. Nu tillader vi ikke børnene at gå ud mere.”

Sætter livet på spil hver dag

Sætter livet på spil hver dag

Eman gør, hvad hun kan for at beskytte sine børn. Men selv er hun nødt til at sætte livet på spil hver eneste dag.

”For at hente vand fra brønden, for at samle brænde, for at græsse vores dyr. For at gøre alt, hvad vi skal gøre for at overleve, er vi nødt til at krydse minefeltet. Hver dag er jeg nødt til at træffe et valg. Vil jeg risikere døden ved en landmine, eller vil jeg dø af tørst.”

Eman, mor til syv fra byen Mowza, Yemen

"Da vores børn legede i nærheden, fandt de nogle miner og legede med dem. Det var sådan, vi fandt ud af, at de var der. Nu tillader vi ikke børnene at gå ud mere.”

Eman, mor til syv fra byen Mowza, Yemen

Livsfarligt at gå i skole

For at komme i skole hver dag skal eleverne i i Mowza vandre på en smal sti - og det er livsvigtigt, at de ikke træder ved siden af. Abdil, skolens rektor fortæller:

"Da de væbnede styrker trak sig tilbage fra området, efterlod de miner overalt. Der er en sti, som børnene bruger til at komme til skolen, men den går direkte igennem minefeltet. Vi ved, at selve stien er sikker, men det er svært at forhindre børnene i at gå en anden vej.”

240 elever plejede at deltage i Abdils undervisning, men nu går mindre end halvdelen af dem på skolen. Eleverne holder sig væk af frygt, forklarer Abdil.

”Sidste år fandt vi to landminer lige inden for skolens porte, i gården, hvor børnene leger. Nogle håndværkere var i gang med at reparere moskeen ved siden af skolen, en bil kørte over en landmine, og to mennesker døde lige her uden for skolen.”

Børn med håb for fremtiden

Børn med håb for fremtiden

Abdil holder skolen kørende med kun én lærer og to frivillige, som fortsat kommer til skolen hver dag for at undervise, på trods af farerne.

"Vi vil bare gerne have, at tingene bliver, som de var før, så børnene kan komme i skole og lære. Alle børnene her har håb og drømme for fremtiden – de er ambitiøse. Nogle vil være lærere, nogle vil arbejde i regeringen, andre vil være læger. Men for at gøre det, har de brug for et sikkert sted at modtage undervisning. Uddannelse er det vigtigste for børn."

Siden er tagget med