"Jeg kunne ikke lade børnene se sig omkring"
Galina flygtede fra den ukrainske by Bucha, da den var under belejring. I dag bor hun på et asylcenter i Serbien og er bekymret for sin søn og sit 14-årige barnebarn, der fortsat er i Ukraine. Det eneste hun drømmer om er fred. At krigen stopper.
Selv om Galina har fundet sikkerhed og ro i Serbien, er hun bekymret for familien hjemme i Ukraine. DRC
Farlig flugt
”Livet var smukt. Jeg havde en personlig træner, venner… Bare et smukt liv.”
Ordene kommer fra Galina. Hun er folkepensionist, og før krigen boede hun alene og havde et godt liv i Bucha. Byen er en forstad til Kyiv, der ligesom to andre forstæder blev angrebet få dage efter krigens udbrud. Galina husker tilbage til de første chokerende dage:
”Bucha var under belejring – omringet af russiske kampvogne. Der var ingen elektricitet, varme og vand, og temperaturen i lejligheden var otte grader. Der var konstant skyderi og infanteri overalt,” fortæller hun.
Da kampene begyndte, gik alle hendes naboer i kælderen. Galina afviste det i første omgang, men måtte siden overgive sig, da det var for farligt at blive i lejligheden.
”Efter et stykke tid slap maden op. Vi var sultne. Sådan levede vi i næsten en måned.”
Mens Galina og naboerne forsøgte at holde sig skjult, blev der forhandlet om fri passage ud af Bucha. Nogle blev skudt, da de forsøgte at flygte fra byen. Endelig kom der besked om, at civile kunne forlade byen i nødstilfælde. Det gik så hurtigt, at det eneste, hun fik med sig, var hendes personlige dokumenter.
”Da vi gik forbi disse rædsler, tog jeg fat i den gravide kvindes arm, og fik hende til at se mig i øjnene og tale med mig om hendes baby, så hun ikke ville se sig omkring.”
Galina
Gik ud af krigszonen bag en bus med flygtninge
”Vi gik ca. fem kilometer til en kommunal bygning, hvor vi tilbragte dagen og gemte os om natten. Næste morgen kom en bus for at hente os, men der var ikke plads til os alle. Jeg begyndte at gå bag bussen sammen med en gruppe på 14 personer, blandt andet fire små børn samt en gravid kvinde. Jeg fik besked på, at jeg ikke kunne lade børnene se sig omkring. Der var kampvogne og døde mennesker på alle sider,” fortæller Galina og fortsætter:
”Da vi gik forbi disse rædsler, tog jeg fat i den gravide kvindes arm og fik hende til at se mig i øjnene og tale med mig om hendes baby, så hun ikke ville se sig omkring.”
De måtte gå hurtigt. Krydse floden. Og nåede så byen Irpen, hvorfra Galina kørte med bus til hovedstaden Kiev. Hun fortæller, hvor overrasket hun blev over det rindende vand i hanerne efter at have levet en måned i en kælder:
”Det var som om, vi havde glemt at bruge vand. Kiev lignede en anden planet – der var rindende vand og mad.”
"Jeg er så bekymret for mit barnebarn, fordi han tilbringer timer i kælderen, mens han er i skole, på grund af faren for luftangreb.”
Galina
Drømme og bekymringer
Men Galina frygtede for sit liv og ville ud af landet. Fra Kiev tog hun videre til Serbien. Her bor hun nu på et asylcenter sammen med en af sine venner.
Den nye hverdag i Serbien har været svær at vænne sig til, for Galina hverken taler eller forstår serbisk. Et af DRC Dansk Flygtningehjælps tiltag i asylcenteret har været at sikre tolkebistand til de ukrainske flygtninge.
For Galina har det givet et vigtigt mentalt løft, at hun igen kan leve et aktivt liv med blandt andet yoga og kirkegang ligesom hjemme i Bucha.
”Det er en måde at forblive mig selv på,” siger hun.
Samtidigt bekymrer hun sig. For sit land og for sin familie.
”Jeg drømmer om fred. Men jeg tror ikke, at freden kommer snart. Min søn bor stadig i Ukraine med sin kone. De bor i Kyiv, mens hans ekskone og mit 14-årige barnebarn bor i en anden by. Jeg er så bekymret for mit barnebarn, fordi han tilbringer timer i kælderen, mens han er i skole, på grund af faren for luftangreb.”
Det kan du gøre
