Tema: Krigen i Ukraine

Ukraine: Tusinder i fare efter brud på dæmning

Ødelæggelsen af Nova Kakhovka-dæmningen i Ukraine har bragt tusindvis af civile i fare, og mange er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem. Vi står klar med krisehjælp og beskyttelse.

Støt nu
Vores medarbejdere er til stede ved transportknudepunkter for at tage imod de mange evakuerede fra de oversvømmede områder, og for at hjælpe med økonomisk bistand og gratis retshjælp. DRC / Svitlana Vovk

Vores medarbejdere er til stede ved transportknudepunkter for at tage imod de mange evakuerede fra de oversvømmede områder, og for at hjælpe med økonomisk bistand og gratis retshjælp. DRC / Svitlana Vovk

Charlotte Slente, generalsekretær DRC Dansk Flygtningehjælp

”Folk har måttet flygte over hals og hoved. De har mistet deres hjem og ejendele og har akut brug for tag over hovedet.”

Charlotte Slente, generalsekretær DRC Dansk Flygtningehjælp

Vi står klar med livreddende hjælp

42.000 mennesker er ifølge FN ramt af de voldsomme oversvømmelser efter bruddet på Nova Kakhovka-dæmningen i det sydlige Ukraine.

Vores lokale medarbejdere står klar til at hjælpe de ramte familier, der lige nu flygter fra vandmasserne. Baseret på vores tilstedeværelse i Mykolaiv, Dnipro og Lviv arbejder vi sammen med de lokale myndigheder og koordinerer med andre aktører for at yde humanitær krisehjælp.

Vi er desuden til stede ved transportknudepunkter for at tage imod de mange evakuerede fra de oversvømmede områder, og for at hjælpe med økonomisk bistand og gratis retshjælp, ligesom vi assisterer med at gøre kollektive modtagecentre klar, så familierne får tag over hovedet og en seng at sove i.

Farlige krigsrester driver med vandmasserne

Oversvømmelserne påvirker områder tæt på frontlinjen i Kherson, som er stærkt forurenet med landminer og anden ueksploderet ammunition. Ud over ødelæggelser af privatboliger og infrastruktur er de massive vandmasser årsag til, at de eksplosive krigsrester løsriver sig og driver med vandet, til stor risiko for familier, der søger mod sikkerhed fra vandmasserne.

Vores humanitære minerydningsmedarbejdere informerer de berørte civile om faren, og hvad de skal være opmærksomme på, og vi leverer specialiseret støtte til beskyttelse mod farlige krigsrester.

”Hvor vi før havde et nogenlunde overblik over, hvor eksplosiverne befandt sig, driver de nu afsted med vandmasserne og udgør en kæmpemæssig risiko.”

Charlotte Slente, generalsekretær DRC Dansk Flygtningehjælp

Brug for hjælp til kriseindsats

Ødelæggelsen af Nova Kakhovka-dæmningen har en akut og alvorlig indvirkning på civilbefolkningens liv i området, men risikerer også at få langsigtede konsekvenser i form af tabte hjem og levebrød.

Vores medarbejdere er til stede og klar til at yde akut hjælp, men behovet er enormt, og der er brug for yderligere økonomisk støtte.

Derfor opfordrer vi indtrængende det internationale samfund til at frigive nødhjælpsmidler, så DRC Dansk Flygtningehjælp og andre beredskabsaktører kan nå frem til de mange, der er ramt af oversvømmelserne, og fortsætte med at støtte dem, nu og på lang sigt.

”Mange af de ramte er landmænd, som nu har fået ødelagt deres landbrug og står uden indtægt. De har brug for hjælp til at overleve fra dag til dag.”

Charlotte Slente, generalsekretær DRC Dansk Flygtningehjælp

Nyhedsbrev

Få indblik i vores arbejde for mennesker på flugt - og nyd godt af rabatter og andre tilbud fra shoppen.

Siden er tagget med