”Hvis jeg ikke hjælper, hvem gør så?”

"Jeg kan ikke glemme det"

29-årige Mohammed åbner sin notesbog. Hver side er fyldt med hans omhyggelige håndskrift. Navne og detaljer på mennesker, der er blevet såret af landminer eller anden eksplosiv ammunition. Der er tre sider med navne fra hans nærområde, bare for den seneste måned.

Mohammad blev fordrevet af konflikten i 2018. Nu bor han i Khoka, hvor han i fire år har arbejdet for at hjælpe sårede civile. Alene og ulønnet arrangerer Mohammed transport og lægehjælp til mennesker, der bliver såret af landminer og andre eksplosive krigsrester.

"Da styrkerne forlod min landsby, vendte min brors familie tilbage til deres hjem. Min nevø kom ind i huset og fandt en eksplosiv anordning. Det eksploderede, og han blev dræbt. Jeg så hans krop lige foran mig. Når du ser sådan noget, ændrer det dig. Jeg kan ikke glemme det."

Han har givet folk i området sit telefonnummer og bedt dem om at ringe, hvis der sker en ulykke.

"De fleste af de sårede er børn. Når de finder en mine, en raket eller en granat, ved de ikke, hvad det er. De bliver nysgerrige og begynder at lege med genstanden, og så går det galt," fortæller Mohammed.