Yemen cases
”Vi har gemt raketten i en busk, så børnene ikke leger med den”
Saeed mistede sin treårige datter, fordi hans bil kørte over en landmine, der eksploderede. Hver dag frygter han samme skæbne for sine andre børn.
Fanget i bilen efter eksplosion
Saeed var på vej for at besøge sin søster på hospitalet i Mokha, da ulykken skete. Bilen, han kørte i, ramte en landmine, som eksploderede øjeblikkeligt. Den dræbte hans treårige datter og sårede hendes niårige søster.
"Efter eksplosionen var jeg fanget i bilen og vidste ikke, at min lille datter var blevet dræbt. Der gik en time, før nogle mennesker fra landsbyen kom forbi. De bragte mig og min store datter til hospitalet."
Ulykken efterlod Saeed traumatiseret og med fysiske skader, der gør ham ude af stand til at arbejde. Hans syvårige søn Mohammad har forladt skolen og arbejder sammen med andre bønder i området for at forsørge familien.
Saeed er hver dag bange for, at et af hans børn kommer ud for endnu en fatal ulykke - og med god grund.
"For nylig fandt jeg en raket på vores mark. Vi havde ikke mulighed for at bortskaffe den på en sikker måde. Så vi flyttede den fra marken og gemte den i en busk, så børnene ikke kunne lege med den."