Antallet af voldelige angreb mod civile i Ituri-provinsen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo er steget dramatisk. Konflikten og de væbnede grupper betyder langvarige konsekvenser for landet.
" alt="Konflikterne i DR Congo går hårdt ud over civile. ">
Konflikterne i DR Congo går hårdt ud over civile.
Aimée og Marie* mødtes i april 2021. De var begge på flugt fra angreb på deres landsbyer i Ituri-provinsen. Det ligger i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Dengang vandrede kvinderne og deres familier i fem dage for at nå frem til byen Oicha. Her forsøger de nu at starte et nyt liv med støtte fra Dansk Flygtningehjælp.
Det lykkedes Marie at finde et sted at bo til begge deres familier og starte et lille landbrug. Men der er brug for meget mere, før kvinderne kan leve et liv i sikkerhed og værdighed. Aimée så sin mand blive dræbt under angrebet på landsbyen. Og hun er stadig i chok og har brug for psykosocial støtte. Marie har derfor taget ansvaret for at forsørge både sin egen og Aimées familie.
Siden oktober sidste år har angrebene ændret karakter fra plyndringer til målrettede overgreb på civilbefolkningen. Blandt andet har gruppen Cooperative for Development of the Congo (CODECO) angrebet både den congolesiske hær (FARDC) og civile landsbyer. Og det har fået folk til at danne selvforsvarsgrupper.
Angrebene involverer både tortur, lemlæstelse og voldtægt. De er så brutale, at alene rygter om dem, får folk til at flygte. Eller også afskrækker rygterne dem fra at vende hjem. Samtidig skaber disse rygter flere spændinger mellem de etniske grupper i området.
Vi er dybt bekymrede over den øgede usikkerhed og dens konsekvenser for civilbefolkningen i Ituri.
Martine Villeneuve, landedirektør for DRC Dansk Flygtningehjælp i DR Congo.
“Vi er dybt bekymrede over den øgede usikkerhed og dens konsekvenser for civilbefolkningen i Ituri. Uden de rette tiltag vil situationen potentielt blive værre,” advarer Martine Villeneuve, landedirektør for DRC Dansk Flygtningehjælp i DR Congo:
“Det internationale samfund må udvise støtte og opfordre alle til at beskytte civile og respektere menneskerettigheder og international humanitær lov.”
Ligesom Aimée og Marie har tusindvis af mennesker i området ofte måttet flygte flere gange. Det betyder, at folk regelmæssigt bliver skilt fra deres familier og må efterlade alt, hvad de ejer. Konfliktens parter forhindrer også nødhjælpsarbejdere i at nå frem til dem, der har allermest brug for hjælp.
Uden humanitær støtte er de internt fordrevne endnu mere udsatte.
DRC Dansk Flygtningehjælp
De væbnede grupper breder sig over et større område. Så efterhånden bliver det sværere for de humanitære organisationer at nå frem med hjælp. Det er både på grund af militsernes tilstedeværelse og på grund af direkte angreb på nødhjælpsarbejdere.
I byen Boga blev NGO-kontorer og et hospital støttet af Læger Uden Grænser angrebet. Det efterlod tusindvis af mennesker uden adgang til lægehjælp og andre nødvendigheder.
Uden humanitær støtte er de internt fordrevne i Ituri endnu mere udsatte.
Når familier bliver drevet på flugt, er kvinder og børn ekstra udsatte. Mens både Aimée og Maries børn fik mulighed for at genoptage skolen, må mange andre afbryde deres skolegang efter flugten. Enten fordi skoler bliver ødelagt eller brugt som tilflugtssted for andre fordrevne.
Børn, der ikke går i skole, har selvfølgelig ringere chancer for at uddanne sig senere. De risikerer også at blive udsat for vold, udnyttelse og misbrug. Det er derfor essentielt, at organisationer som Dansk Flygtningehjælp øger den lokale indsats. Både for at kunne give beskyttelse, tilbyder psykosocial hjælp og støtte skolerne.
Især piger og kvinder er også i fare for seksuel og kønsbaseret vold samt psykisk vold. Det kan både være væbnede grupper eller andre civile, der udnytter de lovløse tilstande til at begå overgreb.
Selv hverdagsaktiviteter, såsom at hente vand eller gå på toilettet, bliver farlige for kvinder og piger. Manglen på penge tvinger også nogen til at prostituere sig selv.
Selvom DR Congo er et frugtbart land, har én ud af tre indbyggere ikke sikker adgang til mad. Manglen på fødevarer er steget, fordi konflikterne afskærer folk fra deres marker og afgrøder.
Kun få mennesker på flugt, har mulighed for at bygge et nyt hjem og starte et landbrug. Men den mulighed fik Aimée og Marie gjorde. De fleste fordrevne er afhængige af hjælp fra værtsfamilier, der ofte selv lever på begrænset plads.
Mange fordrevne er derfor nødt til at vende tilbage til deres hjem, dagligt eller permanent. De risikerer dermed at blive overfaldet igen af de væbnede grupper.
“Vi frygter, at volden vil øge manglen på mad. Den nuværende situation afskærer folk fra deres marker og gør det sværere at skaffe mad,” siger Martine Villeneuve.
*Navnene er ændret af hensyn til kildernes sikkerhed.
Dansk Flygtningehjælp arbejder i flere af de mest udsatte provinser, hvor vi yder nødhjælp og arbejder for at sikre bedre beskyttelse af de fordrevne.
Vores arbejde fokuserer på beskyttelse, uddannelse, husly, indkomstmuligheder og vand, sanitet og hygiejnefaciliteter samt fredsskabende initiativer.