Den dødbringende arv fra Yemens glemte konflikt

”Vi har gemt raketten i en busk, så børnene ikke leger med den”

Saeed var på vej til at besøge sin søster på hospitalet i Mokha, da ulykken skete. Bilen, han kørte i, ramte en landmine, som eksploderede øjeblikkeligt. Den dræbte hans treårige datter og sårede hendes niårige søster.

”Hver dag er jeg bange for, at mine børn kommer ud for en ny ulykke. For nyligt fandt jeg en raket på vores mark. Vi havde ikke mulighed for at bortskaffe den på en sikker måde. Så vi har gemt raketten i en busk, så børnene ikke leger med den."

"Hele vores landsby er også mineret, så ingen kan bo der længere. Vi er for bange til at grave en ny brønd, fordi vi risikerer at ramme en mine. Jeg fortæller det her til alle dem, der kæmper for at stoppe konflikten. Vi ønsker bare, at livet bliver, som det var før."

Skolevejen er en smal sti igennem et minefelt

I Mowza i det vestlige Yemen ligger en lille skole på toppen af en bjergskråning. Bygningen er fyldt med skudhuller, og de tre små klasseværelser er i dårlig stand, men det er jorden uden for skolen, der udgør den største trussel mod de unge elever. For at komme i skole hver dag skal de gå på en smal, støvet sti, der går direkte igennem et minefelt. Abdil, skolens rektor siger:

"Vi vil bare gerne have, at tingene bliver, som de var før, så børnene kan komme i skole og lære. Alle børnene her har håb og drømme for fremtiden – de er ambitiøse. Nogle vil være lærere, nogle vil arbejde i regeringen, andre vil være læger. Men for at gøre det, har de brug for uddannelse og et sikkert sted at modtage undervisning. Det har de ikke nu."

”Vil jeg dø af en landmine eller af tørst?”

Efter to år på flugt fra angreb vendte Eman og hendes familie tilbage til deres hjem. En lille stenhytte midt i ørkenen. Men selvom frontlinjen har rykket sig væk fra området, er faren stadig helt tæt på. Emans hus ligger midt i et stort minefelt.

"For at hente vand fra brønden, for at samle brænde, for at græsse vores dyr. For at gøre alt, hvad vi skal gøre for at overleve, er vi nødt til at krydse minefeltet. Hver dag er jeg nødt til at træffe et valg. Vil jeg risikere døden ved en landmine, eller vil jeg dø af tørst.”

”Vi kan ikke bruge vores jord”

Abdullah hælder vand til sine geder i tomme opbevaringsbeholdere til kugler og soldaterhjelme – rester fra den igangværende konflikt. Han peger i retning mod en panserværnsmine, der ligger på jorden i nærheden:

"Der er miner overalt her, og vi kan ikke bruge vores jord. Før var livet meget godt. Jeg kunne bruge min jord, bringe får til at græsse sikkert og dyrke afgrøder. Jeg så mig selv som en rig mand – jeg havde mad nok at spise, og min familie var i sikkerhed. Livet nu er meget anderledes, jeg kæmper for at brødføde min familie."

”Hvis jeg ikke hjælper, hvem gør så?”

29-årige Mohammed åbner sin notesbog. Hver side er fyldt med hans omhyggelige håndskrift. Navne og detaljer på mennesker, der er blevet såret af landminer eller anden eksplosiv ammunition. Der er tre sider med navne, bare for januar. Alene og ulønnet arrangerer Mohammed hver dag transport og lægehjælp til mennesker, der bliver såret af krigens rester.

"Nogle gange tænker jeg på at give op, fordi der er for mange ofre og ikke nok støtte. Men hvis jeg ikke gør dette arbejde, hvem vil så? Nogen er nødt til at hjælpe disse mennesker."