Narginas flugt for overlevelse blev et levende mareridt
Siden Taliban tog magten i et i forvejen kriseramt Afghanistan, har sult og fattigdom ført til øget fordrivelse og – ofte fejlslagne – forsøg på at krydse grænsen ud af landet. Ligesom mange andre forsøgte Nargina og hendes familie at flygte til Tyrkiet, men havnede i hænderne på brutale kidnappere.
Støt nu
Mange afghanere, der forsøger at krydse grænserne til nabolandene, bliver deporteret tilbage til Afghanistan. På billedet en afghansk kvinde, der blev deporteret til Afghanistan med sin familie i Herat-provinsen.
DRC Afghanistan
På flugt for at redde livet
5,5 millioner mennesker i Afghanistan er lige nu på flugt i deres eget land. Mange har levet som internt fordrevne i årevis, mens andre er tvunget på flugt af den seneste tids konflikt, vold, tørke, sult og ekstrem fattigdom.
For blot et par måneder siden var Nargina og hendes familie en del af det stigende antal afghanere, der forsøger at krydse grænsen ud af landet.
Narginas mand var bilmekaniker i Kabul. Inden Taliban overtog magten bestod hans job blandt andet i at reparere pansrede køretøjer for den daværende regering.
Forbindelsen til det tidligere regime gjorde familien nervøs for gengældelse fra Taliban. Derfor besluttede de sig for at søge mod Tyrkiet, hvor planen var at slutte sig til slægtninge i provinsen Aksaray.
De sagde til os: 'I er i helvede, og der er ingen Gud her til at redde jer.' Vi havde intet håb om nogensinde at slippe væk."
Nargina, hustru og mor
Bestjålet, tortureret og hjemsendt
Sammen med tre andre familier måtte Nargina og hendes familie først krydse Pakistan via et farligt bjergpas. Med følge af menneskesmuglere vandrede de om natten i temperaturer under frysepunktet. De spiste kun en gang om dagen.
Gruppen blev derefter transporteret fra Pakistan til Iran. Men kort før de nåede deres destination, Tyrkiet, blev familierne mødt af en bande kriminelle, der stjal alle deres ejendele og bagbandt dem.
I fire ulidelige dage blev mændene i gruppen udsat for ekstrem fysisk tortur. Kidnapperne filmede seancerne og sendt dem som dokumentation til familiernes slægtninge sammen med et kontonummer og et krav om løsepenge svarende til ca. 8.000 kr. per person.
Nargina fortæller:
"De sagde til os: 'I er i helvede, og der er ingen Gud her til at redde jer.' Med en lighter opvarmede de bladet på en kniv og pressede det ind i mændenes arme. De slog og torturerede dem lige foran os, foran børnene. Hvert øjeblik troede vi, at de ville dræbe os. Vi havde intet håb om nogensinde at slippe væk."
Efter slægtninge havde overført i alt 18.000 dollars til kidnapperne, blev familierne kørt midt ud i ørkenen og efterladt. Nogle timer senere blev de samlet op af de iranske myndigheder. De fik en bøde for at rejse ulovligt ind i landet og blev deporteret tilbage til Afghanistan.
Med mere end halvdelen af befolkningen under 18 år er Afghanistan en af de yngste nationer i verden. Børnene er særligt sårbare, da de mangler muligheder for selvforsyning og er særligt udsatte over for sult, sygdom, skade og traumer.
Kern Hendricks for DRC Afghanistan
Risikerer alt for at overleve
Selv om decideret hungersnød blev afværget i vinter, takket være massive humanitære indsatser, står befolkningen i Afghanistan stadig over for en alvorlig sultkrise som følge af internationale sanktioner, skyhøje fødevarepriser og langvarig tørke.
22,8 millioner mennesker står over for livstruende niveauer af fødevareusikkerhed, og 8,7 millioner mennesker er på kanten af hungersnød, ifølge FN's Fødevareprogram WFP.
Efterhånden som situationen bliver stadig mere desperat, forsøger et stigende antal familier at slippe ud af landet. Men ligesom for Nargina og hendes familie, lykkes det for mange ikke at nå frem til et sikkert sted, før de bliver deporteret og sendt tilbage til Afghanistan, ofte til en skæbne som internt fordrevne.
Samtidig bringer stadigt flere hjemsendte afghanere forfærdelige beretninger om menneskelig lidelse, udnyttelse og misbrug under rejsen, dokumenterer en kommende rapport fra DRC Afghanistan.
FAKTA: Sult i Afghanistan
Situationen i det meste af Afghanistan er gået fra kritisk til katastrofal. En brutal tørkesæson, stigende fødevarepriser og tilbageholdt bistand siden Talibans magtovertagelse, har ført til enorm mangel på mad.
95 procent af befolkningen får nu ikke daglige måltider, og millioner sulter.
Afghanistans krigs- og konfliktramte befolkning har lidt af underernæring i årtier. Men landets sultkrise er blevet drastisk forværret i løbet af 2021.
22,8 millioner mennesker – langt over halvdelen af befolkningen - står over for livstruende niveauer af fødevareusikkerhed.
Af dem er 8,7 millioner mennesker på kanten af hungersnød — det værste stadie i en fødevarekrise.
3,2 millioner børn og 700.000 gravide/ammende kvinder er i risiko for akut underernæring.
Det er vigtigt for verden at forstå, at vi ikke har et valg. Vi gør det for at holde os i live, for at holde vores familier i live. Vi ved, det er et mareridt at forsøge at krydse grænsen, men der er ingen andre muligheder.
26-årig afghansk flygtning, for nylig deporteret fra Tyrkiet
"Vi ved, det er et mareridt"
Mange af de hjemsendte afghanere fortæller, at de på forhånd var bevidste om de potentielle farer undervejs. Alligevel tog de afsted, for det var deres klare overbevisning, at chancen for at overleve var mindre, hvis de blev i landet.
"Det er vigtigt for verden at forstå, at vi ikke har et valg. Vi gør det for at holde os i live, for at holde vores familier i live. Vi ved, det er et mareridt at forsøge at krydse grænsen, men der er ingen andre muligheder. Vi elsker vores land, men vi kan ikke overleve her. Så vi tager risikoen."
Sådan siger en 26-årig, der for nylig blev deporteret fra Tyrkiet, og som vi talte med i Nangarhar-provinsen i det østlige Afghanistan.
Afghanske deporterede vender tilbage fra Iran gennem islam Qala grænseovergang, Herat-provinsen, november 2019.
DRC Afghanistan
Vores støtte gør det muligt for familier at blive i Afghanistan i stedet for at tage den ofte risikable og farlige rejse til et tredjeland.
Jaclyn Dolski, programstøttechef i DRC Afghanistan
Støtte dæmmer op for farlige rejser
DRC Dansk Flygtningehjælp er til stede ved alle større grænseovergange mellem Afghanistan og Iran og Pakistan, hvor vores lokale medarbejdere yder hjælp og støtte til hjemsendte afghanere, der ofte har mistet alt, hvad de ejer.
"Vi yder blandt andet støtte til selvstændige, små og mellemstore virksomheder, og vi har jobstøtteordninger, hvor vi giver kontante beløb til gengæld for arbejdskraft,” fortæller Jaclyn Dolski fra DRC Afghanistan.
De særlige støtteordninger ser ud til at have en forebyggende effekt på de livsfarlige rejser, viser nye feltstudier:
”Det ser ud til, at ordningerne gør det muligt for mange familier at blive i Afghanistan i stedet for at tage den ofte risikable og farlige rejse til et tredjeland," siger Jaclyn Dolski. Hun understreger, at de humanitære behov i Afghanistan stadig langt overstiger de tilgængelige midler til at reagere.
Fortsat brug for hjælp
På trods af den relative fred er Afghanistan fortsat et land i knæ. Langt størstedelen af befolkningen får ikke daglige måltider, og millioner sulter.
DRC Dansk Flygtningehjælp arbejder på højtryk for at yde akut nødhjælp og varige løsninger, og takket være enorm opbakning fra tusinder af danskere kan vi nu hjælpe endnu flere afghanere med at overleve og skabe sig et værdigt liv uden sult, flugt og overgreb.
”Landet står i en regulær katastrofe. Derfor har vi intensiveret indsatsen for de mange nødstedte børn, unge og familier,” fortæller regionalchef Mikkel Trolle.