Hjælp til kvinder og piger på flugt
Når krig og konflikt tvinger mennesker på flugt, er kvinder og piger de mest udsatte. Ikke, fordi kvinder fra naturens side er dårligere klædt på til at overleve eller klare sig selv. Men på grund af deres køn er de i større risiko for at blive udsat for overgreb og undertrykkelse. Hele 44% af de piger og kvinder, der flygter, udsættes for en form for overgreb under flugten, og kun halvt så mange piger som drenge på flugt får en uddannelse.
Det vil vi gøre noget ved – sammen med dig! Derfor går vi i år for kvinder og piger på flugt.
DRC Dansk Flygtningehjælp er til stede i verdens brændpunkter for at sikre beskyttelse og rettigheder til kvinder og piger på flugt. Og vores indsats favner bredt! Vi uddeler mad og vand, skaber husly og trygge områder for mødre og børn, sikrer skolegang og uddannelse, yder psykologisk krisehjælp og meget, meget mere. Alt sammen for at sikre, at piger og kvinder på flugt kan bygge en bedre fremtid op for dem selv og deres børn.