Krig og katastrofer

Sulten tærer på Afghanistans befolkning

"Omfanget af nød og desperation er ubegribeligt. Og det bliver værre dag for dag." Sådan siger vores landechef i Afghanistan - et land, hvor mange millioner mennesker lige nu sulter. Læs om den katastrofale virkelighed for Afghanistans befolkning, og få indblik i, hvorfor det er gået så galt.

Støt
Børnene i Afghanistan er særligt udsatte for sulten og dens afledte konsekvenser. Her på billedet venter flere hundrede kvinder og børn på uddeling af gratis brød fra en bagerforretning i Kabul.  Ritzau/Scanpix

Børnene i Afghanistan er særligt udsatte for sulten og dens afledte konsekvenser. Her på billedet venter flere hundrede kvinder og børn på uddeling af gratis brød fra en bagerforretning i Kabul. Ritzau/Scanpix

Tvunget på flugt af dødbringende angreb

Tvunget på flugt af dødbringende angreb

Katastrofen i Afghanistan udspiller sig efter mere end fire årtier med ødelæggende krige og konflikter. Kamphandlinger over hele landet har over tid efterladt tusindvis af miner og ueksploderet ammunition, der hver dag kræver nye ofre.

Langt de fleste børn. Hospitaler og helt basal infrastruktur er ødelagt eller ude af funktion.

"Min søn mistede sit ben"

"Min søn mistede sit ben"

Mange er blevet fordrevet af angreb i deres lokalområder. Som 49-årige Waheed, der flygtede med sin familie efter et luftangreb i 2020:

”Det var den værste oplevelse i mit liv. Min unge søn, kun 22 år gammel, mistede sit højre ben. Han vil nu leve med dette handicap for evigt.”

Siden internationale styrker forlod Afghanistan i sommeren 2021, og Taliban derefter overtog magten, er de aktive krigshandlinger aftaget. Ligesom mange andre er Waheed og hans familie vendt tilbage til hjembyen. Med støtte fra Dansk Flygtningehjælp har Waheed genopbygget familiens hus. Og han forsøger nu at skabe sig et holdbart levegrundlag som et værn mod sulten.

Vi fik to sække mel sidste forår, som vi stadig bruger. Derefter må Gud hjælpe os.

Kubra, 57-årige enke og mor

Sælger skrald for at overleve

Sælger skrald for at overleve

For andre er det ikke aktive krigshandlinger, der forårsager flugten for overlevelse. Voldsomme naturkatastrofer som oversvømmelser, jordskælv, laviner, jordskred og ikke mindst tilbagevendende tørke er skyld i massiv intern fordrivelse i Afghanistan.

En af de mange tørkeflygtninge er Aimal. Han er 11 år gammel og eneansvarlig for at skaffe mad til sine seks yngre søskende, sin mor og sig selv. Familien har ingen indkomst, så hver dag går Aimal ind til storbyen for at tigge og sælge skrald til genbrug. De småpenge, han får ud af sine anstrengelser, bruger familien på brød og kartofler.

Afghanistan: Kæmper for at holde sig selv og sin familie i live

Et andet sted i landet kæmper 57-årige Kubra for at holde sin familie i live. Hun er enke og bor sammen med syv andre voksne og børn i et enkelt værelse i den afghanske provins Bamiyan.

De har haft svært ved at holde varmen denne vinter, for oliepriserne er steget voldsomt. Tillige er den melbeholdning, der har holdt dem i live i månedsvis, ved at være udtømt.

"Vi fik to sække mel sidste forår, som vi stadig bruger. Derefter må Gud hjælpe os."

Rekordhøj tørke fulgt af hårde sanktioner 

Kubra er ikke tørkeflygtning som Aimal eller krigsflygtning som Waheed. Men de er alle tre en del af det store flertal, der dagligt må gå sultne i seng. Et tal, der er vokset dag for dag siden sommeren 2021. Og nu er det altså nået svimlende 95 procent ud af landets godt 40 millioner indbyggere.

Den krigs- og konfliktramte befolkning i Afghanistan har kæmpet med fattigdom og fødevaremangel i årtier. Men forklaringen på, at de nu befinder sig i en regulær sultkatastrofe, skal findes i sidste års begivenheder.

En ekstrem tørkesæson i foråret og sommeren 2021 – den værste i 27 år - medførte fejlslagen høst og skyhøje fødevarepriser i hele landet.

Da Taliban efterfølgende overtog magten den 15. august, i kølvandet på de internationale styrkers exit, fulgte massive internationale sanktioner. Det var sanktioner, som desværre også bremsede det humanitære arbejde. Både den akutte nødhjælp og arbejdet med varige løsninger for de sårbare tørkeramte familier.

Vi arbejder for at levere livreddende nødhjælp og beskyttelse til de mest sårbare – herunder børnene, som har brug for helt særlig hjælp og omsorg. Det er en kamp op ad bakke, men vi bliver ved.

Jared Rowell, landechef, DRC Afghanistan

Desperate overlevelsesstrategier udgør særlig risiko for børn

Årtier med krig, fattigdom og sult har gjort det store flertal af befolkningen fuldstændig nedslidt, fortæller landechef Jared Rowell. Langt størstedelen kender ikke anden virkelighed end den daglige kamp for overlevelse. Men nu er de ved at have opbrugt kræfterne til at kæmpe:

"Det seneste års drastiske begivenheder bærer brænde til det bål, der bid for bid er ved at fortære befolkningens evne til værdig selvopretholdelse. Som konsekvens ser vi nu, hvordan stadigt flere mister både mulighed og modstandsdygtighed til at opretholde livet på en værdig og ufarlig måde."

Nogle giver ganske enkelt op i takt med, at kræfterne rinder ud. Andre tyer til desperate og farlige overlevelsesstrategier såsom organsalg og børneægteskaber. Andre igen forsøger sig med berigelseskriminalitet i form af afpresning, røverier og bortførelser. Men det tilføjer blot katastrofen endnu en farlig dimension med lovløse tilstande flere steder i landet.

Med mere end hver anden indbygger under 18 år er befolkningen i Afghanistan en af verdens yngste. Børnene, hvoraf mange er forældreløse, er i stor risiko for udnyttelse. De har ikke de samme muligheder for selvforsørgelse, og de er særligt udsatte over for sult, sygdom, skader og traumer.

Vi sikrer adgang og leverer livreddende hjælp

Derfor er DRC Dansk Flygtningehjælps katastrofeindsats i Afghanistan i høj grad rettet mod beskyttelse af børns overlevelse, rettigheder og værdighed.

I tæt samarbejde med andre humanitære organisationer leverer vi hjælpepakker, krisehjælp og materialer til husly. En af vores store kriseindsatser er desuden uddeling af kontante beløb til udsatte familier, så de kan købe det, de mangler allermest.

"Vores 640 lokale medarbejdere arbejder hver dag for at sikre adgang og levere livreddende nødhjælp og beskyttelse til de mest sårbare. Herunder selvfølgelig børnene, som har brug for helt særlig hjælp og omsorg. Det er en kamp op ad bakke, men vi bliver ved."

Siden er tagget med