Krig og katastrofer

Efter katastrofale oversvømmelser: Vi øger kapaciteten i Libyen

Siden voldsomme oversvømmelser dræbte tusindvis af mennesker og gjorde endnu flere hjemløse, har vi arbejdet på højtryk for at sikre livsvigtig husly og beskyttelse til sårbare familier i den libyske by Derna. Nu øger vi kapaciteten og sætter ind med specialiseret hjælp.

Opdateret 02 okt 2023

Med ekstra lagerplads og øget lokal tilstedeværelse øger vi nødhjælpskapaciteten omkring Derna. Vi leverer bl.a. tæpper, madrasser, hygiejneartikler, bleer og køkkengrej til familier, der mistede alt i vandmasserne. DRC

Med ekstra lagerplads og øget lokal tilstedeværelse øger vi nødhjælpskapaciteten omkring Derna. Vi leverer bl.a. tæpper, madrasser, hygiejneartikler, bleer og køkkengrej til familier, der mistede alt i vandmasserne. DRC

Nødhjælpskoordinator: "Vi arbejder dag og nat"

Tre uger efter den dødbringende storm og efterfølgende oversvømmelser i det nordøstlige Libyen er situationen fortsat kritisk, med udbredte behov for beskyttelse, vand, sanitet, hygiejne og husly. Tusindvis af mennesker er døde og savnede, og mere end 40.000 har mistet deres hjem. 

"Halvdelen af Derna by er totalt ødelagt. Utallige mennesker har mistet alt hvad de ejer, og nogle har mistet familiemedlemmer, mens andre stadig leder efter savnede slægtninge,” fortæller vores landedirektør i Libyen, Andrew Merat.

DRC Dansk Flygtningehjælp har, siden oversvømmelserne fandt sted 11. september, arbejdet for at sikre akut beskyttelse, sanitet, hygiejne og husly til de mange tusinde mennesker, der i løbet af få sekunder mistede alt i vandmasserne.

For at kunne levere effektiv humanitær støtte på baggrund af katastrofen, også på længere sigt, er vi lige nu i færd med at oprette et kontor tæt Derna. Den meget lokale tilstedeværelse øger vores muligheder for at reagere på akutte behov og sikre langvarig humanitær støtte på baggrund af katastrofen.

"Det er nærmest apokalyptisk. Halvdelen af Derna by er revet væk af vandmasserne. Og omfanget af ødelæggelserne vil efterlade ar i regionen i årtier."

Charlotte Slente, generalsekretær DRC Dansk Flygtningehjælp

Næsten halvdelen af byen Derna i Libyen blev revet væk af vandmasserne. Ritzau Scanpix

Næsten halvdelen af byen Derna i Libyen blev revet væk af vandmasserne. Ritzau Scanpix

Akut og specialiseret katastrofehjælp

Akut og specialiseret katastrofehjælp

I den nærliggende storby Benghazi har vi desuden lejet 1.500 m2 lagerplads for at sikre effektiv logistisk kapacitet til at levere over 5.000 kasser med basal nødhjælp til nogle af de mest sårbare familier.

"Vi er nu fuldt mobiliseret til at kunne støtte de igangværende humanitære indsatser i Derna. Vi arbejder dag og nat med at sikre husly og levere basale ting som madrasser, sæbe, bind, bleer og kogegrej til de berørte familier. Og vi er begyndt at indsætte specialister fra den tekniske sektor," beretter vores lokale nødkoordinator Yaman Salam.

Vores udsendte kriseteam omfatter 25 specialister, herunder fire paramedicinere og et mobilt beskyttelsesteam, der bl.a. skal sikre psykosocial krisehjælp til de mange, der er dybt mærket af chok og sorg over de voldsomme oplevelser og ikke mindst tabet af nære pårørende.

DRC

FAKTA

DRC i Libyen

Situationen i Libyen har været præget af konflikt og politisk krise siden 2011, hvilket har medført store humanitære behov og drevet hundredtusinder af mennesker på flugt.

DRC Dansk Flygtningehjælp har været til stede i Libyen siden 2011. Vi yder beskyttelse, hjælp til husly, kontant støtte, økonomisk genopretning, humanitær minerydning  og fredsopbygning.

Vi arbejder med et betydeligt antal internt fordrevne i de berørte områder, og derfor har vores personale kunnet springe til øjeblikkelig handling for at støtte redningsoperationerne i forbindelse med de nylige oversvømmelser. Vi koordinerer i øjeblikket nødhjælpsindsatsen med de lokale myndigheder, FN og humanitære organisationer.

DRC Dansk Flygtningehjælp er ikke blevet skånet af oversvømmelserne, idet en af vores libyske kolleger mistede livet i Derna, mens han deltog i redningsarbejdet. “Vi hylder hans indsats og ærer hans minde,” udtaler generalsekretær Charlotte Slente.

Eksplosive farer lurer under murbrokkerne

Eksplosive farer lurer under murbrokkerne

Udover enorme akutte behov for humanitær nødhjælp er der øget risiko for alvorlige ulykker forårsaget af eksplosive krigsrester, idet oversvømmelserne hvirvlede nedgravede landminer og andre eksplosiver op fra jorden. Disse ligger nu spredt rundt omkring i jordoverfladen og i ruinerne.

Sideløbende med nødhjælpsindsatsen leverer vores hold af minerydningseksperter derfor livsvigtig information om de eksplosive farer, hvad man skal gøre for at undgå dem, og hvordan man skal reagere, når man støder på potentielt farlige genstande.

Stort behov for støtte til katastrofeindsatser

Vores indsatser efter oversvømmelserne i Libyen er kun mulige, fordi mange mennesker og institutioner har valgt at støtte vores arbejde for mennesker ramt af krig og katastrofer.

Med de voldsomme ødelæggelser er det dog tydeligt, at de humanitære behov kun vil vokse den kommende tid, og derfor har vi brug for al den støtte, vi kan få.

EPA / Ritzau Scanpix

Din støtte kan redde liv

Siden er tagget med