Livet i Yemen før og efter krigen
Hvordan var Yemen før krigen?
"Seks år er nu gået, siden krigen brød ud. Og alle føler efterhånden, at krigen er det eneste, de kan huske. De slørrede minder fra det liv, vi havde engang, minder os om, hvor meget vi har vænnet os til konflikten.
Før krigen, beklagede vi os alle over de mangler, vi havde i vores hverdag. Hvis elektriciteten forsvandt et par timer i løbet af en dag, var vi voldsomt utilfredse.
Når brændstofpriserne med et par års mellemrum steg, udtrykte folk deres frustration i demonstrationer og optøjer. Selv når stigningerne var mindre end 10 procent.
Men når jeg tænker over det i dag, så havde vi, før krigen brød ud, sikkerhed, fred, et acceptabelt uddannelsesniveau. Og de fleste havde en indtægt.
Vi havde en følelse af, at vi bevægede os mod en lysere fremtid.
Ting var ikke perfekte, og der var altid plads til forbedringer. Men sammenlignet med i dag, var alt meget, meget bedre.
Før krigen var Yemen et fungerende land, selv om det var stillestående.
Børnene gik i skole, og de voksne gik på arbejde. Vi havde adgang til brændstof, elektricitet til at tænde lys i ethvert hjem, og inflationen var ikke ude af kontrol.
Alligevel var mange yemenitter enormt utilfredse. De følte, at de var i en endeløs kamp for at få et bedre liv."
Hvordan er livet i Yemen i dag?
"Da krigen kom, forsvandt ethvert håb. Døden blev en begivenhed, vi alle var fortrolige med. Konflikt blev en normaltilstand. Lønninger blev et privilegium. Stearinlys blev vores lyskilder. Skoler blev til tomme rum uden lærere, og freden blev en fælles længsel i alle vores hjerter.
I dag er brændstofpriserne tredoblet, men yemenitternes udkørte sjæle er trætte af at råbe op. Med al den ødelæggelse, Yemen har været udsat for. Så virker det fjollet, når vi tænker på de problemer, vi plejede at beklage os over før krigen. Men nutidens trængsler bør ikke få os til at længes efter fortidens trængsler. De bør få os til at længes efter en bedre fremtid.
Måske har magthaverne i Yemen forstået dette. Måske har de forstået, at alt er relativt. Det er i hvert fald tydeligt i vores dagligdags liv, og det er et fænomen, vi konstant bliver mindet om. Når brændstofpriserne pludselig eksploderer, længes vi efter fortiden. Dengang var priserne stadig var høje, men det virker alligevel som det mindste onde.
Men vores største bekymring er sikkerhed, og trods alt er det ikke situationen før krigen, jeg længes efter. Den eneste vej fremad er at bevæge os mod en lysere fremtid. Men først må krigen slutte."
- Aiman Al Faqeeh, DRC Dansk Flygtningehjælp Yemen