Krig og katastrofer

Når liv splintres: Tre skæbner blandt tusinder i Aleppo

Få uger efter jordskælvet, der bogstaveligt talt rystede hele områder i Syrien til jorden, påvirker det katastrofale efterspil hundredtusinder af mennesker over hele landet. Vi har mødt tre af de overlevende i den hårdt ramte storby Aleppo, hvor vi er til stede med akut nødhjælp og genopbygning.

Støt nu
Ahmed og hans familie slap fra rystelserne med livet i behold. Nu hjælper Ahmed andre akut hjemløse fra nabolaget med husly på familiens jord. DRC Syrien

Ahmed og hans familie slap fra rystelserne med livet i behold. Nu hjælper Ahmed andre akut hjemløse fra nabolaget med husly på familiens jord. DRC Syrien

Fra nød til katastrofe på et splitsekund

Mere end 40.000 mennesker er omkommet, og hundredtusinder har mistet deres hjem som konsekvens af det katastrofale jordskælv, der ramte det nordlige Syrien og det sydlige Tyrkiet 6. februar.

Alene i storbyen Aleppo er mere end 180.000 mennesker blevet akut hjemløse. Titusinder af mennesker bor i nødhjælpstelte eller på gaden, mens nogle er vendt tilbage til deres beskadigede og potentielt nedstyrtningstruede huse, fordi de simpelthen ikke har andre steder at gå hen.

Efter 12 års krig var de berørte områder i Syrien mærket af dyb fattigdom allerede før jordskælvet, og tusinder af familier var afhængige af humanitær hjælp for at klare sig.

Jordskælvet forårsagede ikke blot akut hjemløshed oveni fattigdommen. Det har også forværret adgangen til vigtige tjenester og har efterladt mange familier uden adgang til rent vand og elektricitet - og dermed med et stærkt øget behov for hjælp.

"Vi mistede alt. Min butik blev fuldstændig ødelagt, og mit hus blev vurderet ubeboeligt. Nu må jeg se til, mens mit hjem bliver revet ned, og vi er nødt til at genopbygge vores liv fra bunden."

Ahmed, far til fem, Aleppo

Familier mistede alt

Ahmed er far til fem og bosiddende i Aleppo. Efter jordskælvet omdannede han noget af sin jord til et kollektivt husly for at hjælpe folk i området med at finde sikkerhed.

"Det var det eneste rigtige at gøre. De fleste mennesker i mit område er blevet evakueret. Mange har mistet deres huse og har ingen steder at tage hen,” siger han.

Mens Ahmed har sørget for et sted, hvor mere end 20 mennesker fra hans kvarter kan sove med tag over hovedet og vægge omkring sig, har de stadig brug for alt fra rent tøj til rent vand.

"Vi var allerede i nød før jordskælvet. Nu? Nu har vi brug for adgang til vand til at begynde med. Vi har ikke været i bad i ti dage,” siger han.

Jordskælvet forårsagede massive ødelæggelser i Aleppo, hvor mange mennesker i forvejen boede under usikre og vanskelige forhold. Det anslås, at 180.000 indbyggere mistede deres hjem som følge af jordskælvet. Samtidig er adgangen til bl.a. vand og elektricitet nu stærkt forværret. DRC Syrien

Jordskælvet forårsagede massive ødelæggelser i Aleppo, hvor mange mennesker i forvejen boede under usikre og vanskelige forhold. Det anslås, at 180.000 indbyggere mistede deres hjem som følge af jordskælvet. Samtidig er adgangen til bl.a. vand og elektricitet nu stærkt forværret. DRC Syrien

"Vi er ikke sikre på, hvordan vi skal overvinde det her, når vi ikke længere har noget. Ikke engang vores identitetspapirer."

Fouad, jordskælvsramt far, Aleppo

En kamp for overlevelse

Ahmeds historie afspejles på tværs af tusinder af husstande i byen. Folk, der sover på gaden, under pressininger, og endda dem, der er heldige nok at have et varmt sted at bo.

"Tabet er ufatteligt - næsten alle, jeg kender, er blevet påvirket på en eller anden måde," siger Fouad - en anden far, vi møder ved dørene til et nødhjælpstelt, mens han forsøger at komme ind i den overfyldte bygning i håb om at få fat i tæpper, han kan bruge til at holde sin familie varm.

Jordskælvet, der målte 7,8 på Richterskalaen, ramte i de meget tidlige morgentimer, mens de fleste lå og sov. I samme sekund, som flere af byens etagebygninger styrtede i grus, mistede tusinder livet - mens kaos og panik spredte sig blandt dem, der slap med livet i behold.

"Vi havde næsten ikke tid til at flygte og finde sikkerhed i et åbent område nær vores hus," fortæller Fouad. Nu forsøger han at holde sin kone og datter varm, mens han selv sover ude i det fri.

Fatima mistede sit hus under jordskælvet. Nu har hun indrettet sig en soveplads mellem sine to sønners grave på den lokale kirkegård. DRC Syrien

Fatima mistede sit hus under jordskælvet. Nu har hun indrettet sig en soveplads mellem sine to sønners grave på den lokale kirkegård. DRC Syrien

Sover mellem sine sønners grave

I en anden del af byen har Fatima fundet tilflugt på et endnu mere hjerteskærende sted; en kirkegård, hvor hun hver nat siden jordskælvet har lagt sig til at sove mellem sine to sønners grave.

"Jeg har ingen andre steder at gå hen. Jeg mistede mine to sønner til konflikten, og kunne ikke tænke på noget andet sted at gå hen. I det mindste føler jeg mig tættere på dem her," fortæller Fatima.

Ahmad, Fouad og Fatima er blot tre menneskeskæbner ud af titusinder af mennesker over hele Aleppo, som allerede kæmpede for at klare eftervirkningerne af en ødelæggende konflikt og fordrivelse, og nu er blevet tilført endnu et lag af traumer og modgang.

"Jeg vil bare føle mig sikker igen. Vi har levet i konstant frygt i årevis nu."

Fatima, ældre kvinde, der mistede sit hus under jordskælvet

DRC Dansk Flygtningehjælp er til stede i Aleppo med akut hjælp til de jordskælvsramte familier. På billedet herover uddeler vi nødhjælpskasser til mere end 500 familier.  DRC Syrien

DRC Dansk Flygtningehjælp er til stede i Aleppo med akut hjælp til de jordskælvsramte familier. På billedet herover uddeler vi nødhjælpskasser til mere end 500 familier. DRC Syrien

Charlotte Slente, generalsekretær DRC Dansk Flygtningehjælp

"Flere tusinde mennesker er blevet hjemløse, og effektiv humanitær hjælp er livsnødvendig. At uddele kontanter, tæpper og varmt tøj er afgørende nu og her."

Charlotte Slente, generalsekretær DRC Dansk Flygtningehjælp

Effektiv humanitær hjælp er livsnødvendig

På trods af store udfordringer er DRC Dansk Flygtningehjælp i felten og leverer livreddende hjælp til dem, der har mest brug for det, både i Syrien og Tyrkiet.

"Jordskælvene har fundet sted i områder, hvor tusinder af familier i forvejen har brug for hjælp efter krig og fordrivelse. Derfor har vi i mange år været massivt til stede i både Syrien og Tyrkiet. Vores allerede etablerede tilstedeværelse gør os i stand til at reagere hurtigt og effektivt i katastrofesituationer som nu,” siger generalsekretær Charlotte Slente.

Men de drastisk forværrede forhold kræver mere end nogensinde støtte fra det internationale samfund for at sikre, at der er håb for, at Aleppo og andre berørte områder kan komme sig og genopbygge.

”Flere tusinde mennesker er blevet hjemløse, og effektiv humanitær hjælp er livsnødvendig. At uddele kontanter, tæpper og varmt tøj er afgørende nu og her,” understreger Charlotte Slente. 

DRC Dansk Flygtningehjælp har allerede modtaget stor økonomisk støtte til både vores akutte indsatser såsom beskyttelse og nødhjælp og de mere langsigtede såsom genopbygning og sikring af varige vandforsyninger. Men i lyset af de massive ødelæggelser forårsaget af jordskælvene, vil de humanitære behov formentlig strække sig langt ud i fremtiden.