Iman flygtede fra krig i Syrien - nu har hun startet egen virksomhed

Blev selvforsørgende med hjælp fra mikrotilskud

Den rytmiske summen fra to symaskiner forstummer pludselig, da tekstilvirksomhedsejeren Iman Hamid Al Karaki rejser sig for at byde gæster velkommen i sit hjem i Khirbet Ghazaleh i det sydlige Syrien – kun 20 minutters kørsel fra den sønderbombede by Daraa.

Dette hjem – hendes barndomshjem – har oplevet meget. Det har været et tilflugtssted for hendes udvidede familie; det har været et sted fyldt med frygt, da krigen nåede hendes dørtrin; og nu er det et sted præget af iværksætterånd og håb.

Trådruller står klar ved symaskinerne, og mønstrede stofstykker ligger spredt på gulvet. I et hjørne læner flere skummadrasser sig op ad væggen, mens de venter på de stofbetræk, som Iman arbejder på.

Den syriske økonomi er ødelagt efter 13 års borgerkrig, og familier, der enten er blevet fordrevet eller for nylig er vendt hjem, kæmper for at tjene til livets opretholdelse – så de kan sikre vand, mad og et trygt hjem til deres kære.

Dansk Flygtningehjælp (DRC) giver små forretningsdrivende som Iman mulighed for at klare sig gennem mikrotilskud. Iman’s historie er en påmindelse om, at kvinder er klar til at genopbygge Syrien og deres lokalsamfund – og at de skal støttes og inkluderes i den langsigtede genopretning.

For Iman, der er forsørger for sin familie, betød mikrotilskuddet, at hun kunne købe symaskiner og et solcelleanlæg i et land, hvor elektricitet er upålidelig og knap. Gennem sin lille virksomhed kan Iman forsørge sin søster samt sin bror, hans kone og deres fem børn.

Virksomheden er blevet et samlingspunkt for kvinder

Imans historie er en fortælling om overlevelse og modstandsdygtighed. Fra 2013 til 2018 måtte hun og hendes pårørende flygte til nærliggende landsbyer, da borgerkrigen gjorde det for farligt at blive hjemme.

"Det, der holdt mig i gang, var frygt… frygten for eksplosionerne," fortæller hun.

Da hun vendte tilbage til Khirbet Ghazaleh, stod hendes hjem der stadig, men lokalsamfundet omkring det var mærket af krigen.

På denne kolde februareftermiddag samles kvinder fra nabolaget i hendes hjemmeværksted, hvor de sætter sig i sofaer og stole tæt på symaskinerne. Imans hjemmebaserede virksomhed er blevet et samlingspunkt, hvor kvinder støtter hinanden.

De deler historier om skoler uden lærere, udstyr eller varme, om sundhedsklinikker uden forsyninger og medicin, og om nærliggende områder fyldt med ueksploderede miner og våben.

Men kvinderne har ikke mistet håbet – og det har Iman heller ikke.

"Symaskinerne er klar – og det er jeg også."