Sufaira trodser håbløsheden i verdens største flygtningelejr

Flygtede fra blodige angreb

Midt imellem Indien og Myanmar ligger Bangladesh. Landet er tre gange større end Danmark, men huser omtrent 30 gange så mange mennesker, så det er tætbefolket. Men i et lille område af provinsen Cox’s Bazar i landets sydligste del er befolkningstætheden endnu større end landsgennemsnittet. Her ligger 33 klynger af interimistiske bambushytter, der tilsammen er kendt som verdens største flygtningelejr.

I det kun 13 kvadratkilometer store område har knap en million mennesker fra det muslimske rohingya-mindretal i Myanmar fundet tilflugt, efter at være blevet fordrevet fra deres hjemland med vold og magt.

Godt halvdelen af lejrens beboere er under 17 år, og mange af børnene lever med traumerne efter at have overværet grufulde drab på venner, naboer og familiemedlemmer. Af samme grund, eller fordi de er blevet væk fra deres forældre under flugten fra rædslerne, er mange af børnene forældreløse.

Sufaira er et af de mange børn i lejren, der har mistet sine forældre. Hun er 11 år gammel og har boet her et par år. Hendes far døde hjemme i Myanmar, da hun var bare fire år gammel, og lillesøster Umaira stadig lå i deres mors mave. Samme år var den lille familie nødt til at flygte fra de blodige angreb på rohingyaernes landsbyer.

Sammen med bedstemoren kom de først til Shyamlapur-flygtningelejren i nabolandet Bangladesh. Her boede de i nogle måneder. En dag sagde moren: ”Jeg skal lige hente noget i nødhjælpscenteret.” Hun kom aldrig tilbage.

Farligt efter mørkets frembrud

Sufaira sidder tappert og fortæller sin livshistorie. Det er tydeligt, at hun forsøger at være stærk. Det er hun også nødt til at være.

Livet i lejren er barskt for alle børn, men især for piger. Overgreb, krænkelser og trafficking er reelle daglige trusler, så man skal vide at begå sig med kløgt og snilde. For eksempel holde sig til de store veje og undgå at gå ud efter mørkets frembrud. Hvilket kan være svært, for de hjemmebyggede hytter har ikke egne latriner.

DRC Dansk Flygtningehjælp har været i Cox’s Bazar siden 2017. Vi har blandt andet opstillet sikre latriner og badefaciliteter, og vi har sat gadelamper op langs hovedvejene, så det er blevet tryggere at færdes, efter mørket er faldet på.

Lillesøster med Downs syndrom

Efter morens forsvinden tog bedstemoren de to piger med til lejren i Cox’s Bazar. Her har de tre nu deres egen lille hytte, og Sufaira går i femte klasse på en af skolerne i lejren. De andre piger i klassen er begyndt at falde fra, men Sufaira insisterer på at fortsætte. Hun vil gerne uddanne sig til sygeplejerske eller læge, fortæller hun. En, der kan hjælpe ældre som hendes bedstemor, så de kan få en god alderdom.

Som det er nu, hjælper Sufaira bedstemoren med at styre husholdningen og passe på lillesøster Umaira, som er født med Downs syndrom. Hun er seks år gammel, men har ikke noget sprog – eller i hvert fald er det kun Sufaira og til dels bedstemor, der kan forstå, hvad hun siger.

Børn får hjælp til at bearbejde traumer

Indsatserne for at monsunsikre flygtningelejren i Cox's Bazar har højnet sikkerheden betydeligt. Alligevel er der hvert år en del af lejrens beboere, der mister deres hjem til de voldsomme vandmasser. Når det sker, sørger vi for midlertidigt husly, og vi sikrer, at børn, der er kommet væk fra deres forældre eller værger, får mad, tørt tøj og psykologisk krisehjælp.

Når det er muligt, hjælper vi børnene med at blive genforenet med deres omsorgspersoner.

Mange børn og unge i lejren lider af depressioner og posttraumatisk stress, forårsaget af mange voldsomme oplevelser og en hård hverdag. Vores højt specialiserede medarbejdere yder psykosocial støtte, som hjælper dem med at bearbejde sorg og traumer.

Vi driver også det, vi kalder børnevenlige steder. Her kan børn lege, tegne og hygge sig i trygge rammer og med nærværende voksne. På vores ungdomscentre kan de lidt ældre dyrke det sociale fællesskab og dele hverdagens bekymringer. 

Bader og leger i beskidt vand

Med mere end en halv million børn og unge i lejren i Cox’s Bazar er behovet for hjælp og støtte enormt, og mange børn er overladt til sig selv. Uden opsyn leger de langs skrænterne i den kuperede lejr og bader i søer og vandløb bestående dels af regnvand, dels af spildevand fra de mange husholdninger, der ikke har kloakering.

Det beskidte vand er et yndet ynglested for smittebærende myg, og i kombination med manglen på hygiejne- og sundhedsfaciliteter er børnene i stor risiko for at blive ramt af malaria, dengue-feber og en række alvorlige hudsygdomme.