Store drømme kan også blomstre, når man er langt væk hjemmefra. Historien om Fatma, der er syrisk flygtning i Tyrkiet, er fortællingen om at finde sin passion og stå på egne ben. Og det er historien om at overvinde sprogbarrierer, økonomiske udfordringer og at se nye muligheder midt i modgang.
Opdateret 18 apr 2024
Støt
Mors hjemmelavede mad blev familiens redning
En liflig duft af varme krydderier og hjemmelavet mad omfavner dig, når du åbner døren til Fatmas lejlighed i de travle gader i Reyhanli i Tyrkiet. Det er her i hjemmets tryghed, den tidligere tæppesælger fra Syrien opdagede det skjulte talent, der har forandret hendes og familiens liv.
Der var ellers mange benspænd, da Fatma kom til Tyrkiet som flygtning fra Syrien.
"Jeg kunne ikke sproget og anede intet om det lokale arbejdsmarked," fortæller Fatma om tiden, hvor hendes jobsøgning endte med lutter afvisning.
Som daglejer i byggebranchen tjente hendes mand i en periode lige nok til at forsørge familien. Men en dag kunne hans helbred ikke længere klare det hårde fysiske arbejde, han mistede sin indtægt, og familien blev presset økonomisk.
Midt i modgangen vendte Fatma sig mod det, hun altid har været god til: at lave mad. Først kastede hun sig over langtidsholdbart tilbehør som pickles og tørrede grøntsager, som hun tilberedte og solgte.
”Antallet af kunder var begrænset, og jeg tjente alt for lidt,” mindes Fatma den spæde begyndelse af hendes forretningseventyr.
DRC Tyrkiet
Antallet af kunder var begrænset, og jeg tjente alt for lidt
Fatma, syrisk flygtning i Tyrkiet
Lyst til mere – men manglede redskaber og viden
Arbejdet med maden gav hende stor glæde, og lysten til at være mere kreativ i køkkenet voksede. Men med de få køkkenredskaber, hun havde, var mulighederne begrænsede, og det tog modet fra hende.
”Jeg besluttede at opgive min drøm,” siger hun.
Og det blev et vendepunkt. Men ikke på den måde, hun havde forventet.
Et frisørkursus endte nemlig med at gentænde Fatmas kulinariske drømme. Kurset ledte hende til undervisning i iværksætteri, som vi i DRC Dansk Flygtningehjælp tilbyder til flygtninge i blandt andet det område, hvor Fatma bor.
Før vidste jeg intet om online marketing, og hvor vigtigt det er at promovere min forretning. Den viden har hjulpet mig til at få flere kunder
Fatma, syrisk flygtning i Tyrkiet
Fatma kan nu forsørge familien ved at lave mad for andre
Hjemme i det velduftende køkken har Fatma med succes både genrejst og udvidet den catering-forretning, som hun elsker.
”Før vidste jeg intet om online marketing, og hvor vigtigt det er at promovere min forretning. Den viden har hjulpet mig til at få flere kunder,” fortæller Fatma.
Udover vigtig viden om at drive en virksomhed, har Fatma også fået det køkkengrej, hun tidligere manglede for at kunne forvandle sine kulinariske talenter til familiens levebrød.
Og fremtiden ser lys ud. Fatma drømmer om at udvide igen og blive en af de førende catering-leverandører i Reyhanli. Det skal nok lykkes, med hendes store gå-på-mod krydret med de smagfulde retter, hun kan trylle frem.
Læs mere og støt
Når liv splintres: Tre skæbner blandt tusinder i Aleppo