Debat: Afghanistan har behov for en massiv minerydningsindsats

Tragisk ulykke rammer legende børn i Afghanistan

30. marts 2022

I begyndelsen af januar, to dage inde i min nye stilling som ansvarlig for DRC Dansk Flygtningehjælps minerydningsindsats i Afghanistan, skete en tragisk ulykke, der på smertelig vis bekræftede mig i vigtigheden af vores arbejde og tilstedeværelse i landet.

Ulykken fandt sted i en lille landsby i Lal Por-distriktet i det østlige Afghanistan, hvor en gruppe børn fandt en granatlignende genstand, som de – uden at ane, hvad og hvor farlig den var – begyndte at lege med. Børnenes leg endte fatalt, da den skarpe granat detonerede og slog ni børn ihjel. Yderligere tre børn blev såret, heraf to alvorligt. Det yngste barn var tre år, det ældste 11.

Da vi hørte om ulykken, mobiliserede vi straks et af vores minerydningshold, der tog til Lal Por for at undersøge området og rydde det for miner og andre gamle våben.

Vi var ikke de eneste, der mobiliserede oven på ulykken i Lal Por. Gennem hurtig og effektiv koordinering med FN’s Mineaktionsenhed, UNMAS, og den lokale afghanske minerydningsmyndighed, DMAC, lykkedes det os at undersøge, rydde og sikre otte landsbyer i området på ganske kort tid.

Sanktioner kan få minerydningsarbejdet til at kollapse

Den vigtige koordinering af minerydningsarbejdet i Afghanistan har i mange år været ledet af erfarne afghanske embedsmænd i DMAC, der har ført tilsyn med minerydningsindsatserne i hele landet. Og det har der været brug for. For efter mere end 40 års krig og konflikt er Afghanistan det land i verden, hvor der er flest efterladenskaber fra krig blandt andet i form af gamle våben, granater og miner. Siden 1989 har 41.000 afghanere mistet livet på grund af landminer og ueksploderet ammunition. 72 procent af ofrene har været børn.

Men som med så mange andre ting, der har ændret sig efter Talebans magtovertagelse i august sidste år, er den afghanske minerydningsmyndighed DMAC, der i årtier har spillet en afgørende rolle med koordination og tilsyn, også i fare for at kollapse. Det er blandt andet konsekvensen af, at især vestlig bilateral økonomisk støtte er blevet suspenderet, samt af, at den afghanske stat ikke selv har budget til at finansiere DMAC. Et sådant kollaps vil være et smertefuldt tilbageslag for det afghanske folk, og årtiers viden, kapacitet og arbejde kan gå tabt.

Humanitære mineaktioner kræver en stærk og velfungerende myndighed, der kan forvalte og koordinere arbejdet for minerydningspartnere, og forud for den afghanske regerings sammenbrud i august 2021 var DMAC en sand succeshistorie, der havde etableret sig som en erfaren og kvalificeret enhed, der arbejdede på en legitim, inkluderende og effektiv måde. Hvis DMAC’s indsats skal bevares, er der behov for at løsne op for de internationale sanktioner vedrørende mineindsatsen i Afghanistan, så midler igen kan tilføres. Tidligere har amerikanerne understøttet cirka halvdelen af DMAC’s budget, mens FN-midler udgjorde anden halvdel.

Den tragiske dødsulykke i Lal Por understreger med al tydelighed vigtigheden af, at det internationale samfund indfører undtagelser i sanktioner, så vi fortsat kan støtte de modige afghanere, der kæmper en uselvisk kamp for at befri den afghanske jord for landminer og udetonerede krigsrester.

Vi kan rydde miner langt flere steder i dag, hvis ressourcerne er der

Samtidig oplever vi, at der lige nu er en unik mulighed for hurtigt og effektivt at udvide minerydningsindsatsen i Afghanistan, for vi har aldrig haft bedre adgang, end vi har i dag, da kamphandlingerne er ophørt i mange dele af landet. Sammen med vores samarbejdspartnere i Afghanistan udvider vi operationer til områder, vi aldrig før har kunnet nå, og hvor jorden alt for længe har været dødeligt forurenet med gamle våben.

Derfor bør det internationale samfund gribe momentum og ikke vende det blinde øje til den meget reelle risiko, vi står over for – nemlig risikoen for, at mange års vellykkede bestræbelser på at opbygge en minerydningskapacitet ødelægges, fordi den økonomiske bistand tilbageholdes.

Jeg anerkender, at det ikke er en let opgave, men den er et spørgsmål om liv og død.

164 ud af verdens 193 lande har underskrevet den internationale konvention om forbud mod landminer og dermed både forpligtet sig til ikke at anvende landminer, men også til at bidrage til at fjerne problemet fra jordens overflade – i bogstavelig forstand.

Danmark har også underskrevet konventionen og tager dette ansvar alvorligt, hvilket blandt andet kommer til udtryk i form af økonomisk støtte gennem DANIDA til minerydningsarbejde, der udføres af organisationer som DRC Dansk Flygtningehjælp. Men den danske støtte kan ikke stå alene. Det internationale samfund bør fortsat stå ved deres forpligtelser over for den afghanske befolkning, uagtet hvem der har magten i Afghanistan.

Dele af dette indlæg er blevet bragt i Information den 15. februar 2022.