I Nyarugusu-flygtningelejren i Tanzania uddeler vi redskaber og frø, så flygtninge kan etablere egne køkkenhaver nær deres hjem.
Støt
Køkkenhave i udkanten af Nyarugusu-flygtningelejren, Tanzania
Klimahjælp: Køkkenhaver sikrer næring og vitaminer
Etablering af køkkenhaver er en vigtig del af vores grønne projekter i Tanzania. Indtil videre har 4000 familier i Nyarugusu-flygtningelejren modtaget jord, redskaber og frø, så de kan blive selvforsynende med frugt og grønt.
Køkkenhaverne sikrer ikke blot familierne mad. De imødekommer også behovet for en mere varieret kost.
Vi har rådgivet os med læger og andre sundhedseksperter for at sikre, at køkkenhaverne giver adgang til de vitaminer og næringsstoffer, som især mange af lejrens børn mangler for at kunne vokse og bevare et ordentligt immunforsvar.
Set fra et klima-perspektiv bidrager køkkenhaver desuden til at opretholde biodiversiteten i områder, der ofte er udsatte.
Undervisning i bæredygtig beplantning er en vigtig del af hjælpen
Vores arbejde med køkkenhaver indebærer også undervisning i nye og mere bæredygtige beplantningsmetoder og -teknikker. På den måde sikrer vi, at familier får mest mulig ud af de jordlodder, de har til rådighed i lejren ved samtidig at tage hensyn til klimaet.
Undervisningsforløbet varer to uger. Udover teknikker i bæredygtig beplantning, modtager kursusdeltagerne også deres egne haveredskaber og frø.
Jeg har gavn af min køkkenhave på flere måder. Den sikrer mad til min familie og grøntsager, som jeg kan sælge og på den måde tjene lidt ekstra penge. Og så kan jeg hjælpe mine naboer, når de ikke har mere mad.
Evelyn, flygtning i Nyarugusu-lejren i Tanzania
Evelyns liv har ændret sig
Evelyn er en af de 4000 flygtninge i Nyarugusu-flygtningelejren i Tanzania, der har fået hjælp til opstart af køkkenhave. Hun er flygtet fra Burundi og har boet i lejren siden 2015. Selv om hun også var afhængig af afgrøder i sit hjemland og derfor vant til at passe en køkkenhave, har hun alligevel haft stor gavn af den undervisning, hun har modtaget gennem Dansk Flygtningehjælp.
De nye metoder til at plante mere bæredygtigt har sikret hende og familien adgang til mere mad. Når høsten er god, har Evelyn endda nok til at kunne bytte eller sælge videre, så hun eksempelvis kan sikre nyt tøj til sine børn.
"Jeg har gavn af min køkkenhave på flere måder. Den sikrer mad til min familie og grøntsager, som jeg kan sælge og på den måde tjene lidt ekstra penge. Og så gør den det muligt at hjælpe mine naboer, når de ikke har mere mad," fortæller Evelyn.